Mes Cinq Terroirs er et sammenstik af frugten fra de 5 Lieux-dits En Motrot, En Derée, Combe de Dessus, Au Velle og En Champs, som Denis Mortet introducerede i 2004 og også producerede i 2005 inden han tog sit eget liv i foråret 2006. Hvad andre bruger generationer på at opnå i anerkendelse og omtale skabte han i løbet af 10 år, men det skabte et forventningens pres som fik konsekvenser - i sidste ende den ultimative!
Arnaud Mortet vovede først at genoptage faderens idé i forbindelse med 2013-høsten, og dermed er dette blot er den 8. udgave af vinen. Alligevel er de fleste kritikere enige om, at frugten fra de forskellige parceller komplementerer hinanden så smukt, at vinen matcher en lang række 1. Cru vine i Gevrey-Chambertin. Druerne fra de yngste og ældste vinstokke holdes adskilt under høsten, så man både under gæringen og under den efterfølgende fadlagring kan operere med den unge og den ældre udgave af "Mes Cinq Terroirs".
Allergener: Sulfitter og æg