Den er skabt på frugten fra 2 parceller på til sammen 1,1 ha. med 25 til 60 år gamle vinstokke midt på den fine Lieux-dits Les Longeroies, som Denis Mortet fik mulighed for at købe tilbage i 1993. Marken befinder sig vest for Routes des Grand Crus helt oppe på grænsen til Chenôve, og de fleste eksperter er enige om, at denne plet vil opnå Premier Cru status næste gang appellationen skal revideres, og de bedst eksponerede parceller rykkes en tak op i Bourgognes sindrige hierarki.
De 2 parceller passes efter økologiske principper, høsten er manuel og klaserne transporteres ned til vingården i små plastikkasser. Her bliver en del af stilkene nænsomt fjernet hvorefter der bliver foretaget en sortering drue for drue inden de blev fyldt på en rustfri gæringstank hvor de smukkeste hele drueklaser allerede venter. Gæringen starter køligt (ved 13 til 14 grader) i de første 4-5 dage, hvorefter temperaturen hæves og vinen gærer færdig i yderligere 10-12 dage med både omrøringer og overpumpninger. Herefter følger 18 måneder på fade (20% nye) alle fra velansete François Frères frem mod sammenstikningen af den endelige cuvée og aftapningen på flaske, der sker uden klaring eller filtrering.
Resultatet er herligt. En vin med flot frugtfokus hvor især associationerne til de mørke bær charmerer. Derunder fine friske urter og lidt fadsødme inden den friske mineralitet sætter skabet på plads og sørger for, at dette endnu engang er en af de bedste vine i appellationen.
Allergener: Sulfitter og æg